Kilde: PigBusiness
Tekst: Reinout Burgers
Der er stor sandsynlighed for, at fritgående farestier bliver normen, men der er endnu kun begrænset erfaring med fritgående farestier. Grund til WUR og VKON hos en svineproducent Jarno Brummelhuis at afholde en roadshow. Et bemærkelsesværdigt aspekt: Topigs formår på deres forsøgsgård i Canada at opnå et lavt udslag uden at søerne holdes fast.
Det er kun få soavlere, der har fritgående farestier. Det skyldes dels, at der investeres meget lidt på grund af besværlige tilladelsesansøgninger, men også at der endnu ikke findes nogen bindende lovgivning, der kræver et sådant farestisystem. Det kan ændre sig i fremtiden, nu hvor også EFSA (Den Europæiske Fødevare- og Varemyndighed) at man ikke længere binder dyrene fast. At der er få friløbsstier, skyldes i hvert fald ikke manglende interesse fra svineproducenternes side.
Til roadshowet hos Jarno Brummelhuis i Hoge Hexel (OV) var der udelukkende svineproducenter til stede, hvoraf kun enkelte havde erfaring med fritgående farestier. På grund af den store interesse vil VKON arrangere et andet roadshow om fritgående farestier. Roadshowene er en del af projektet »Kennis op Maat« med titlen »Roadshow: Fordelene ved et velindrettet aktivitetsområde for svin« og gennemføres af WUR og VKON.
WUR-forskeren Marko Ruis er tæt involveret i roadshowsene, og han kan se, at der internationalt er stor opmærksomhed omkring fritgående farestier. »Dette kunne faktisk meget vel blive lovgivning, og det er godt, at svineproducenterne allerede nu er i gang med dette. Det, Jarno har her, er i hvert fald et rigtig godt koncept.«
Enkel opbygning
Topigs Norsvin Underopdrætter Jarno Brummelhuis har nu allerede mere end ti års erfaring med opdrætsstier med fri adgang. På sin bedrift har han 530 avlssøer, som han bruger til at avle TN50- og TN70-avlssøer. Han anvender ugesystemet og har i det seneste år fravænnet grisene i en alder af 5 uger. De drægtige søer kommer ind i de fritgående farestier lige før den forventede faringsdato og forlader dem igen efter 5 uger (ved fravænning), mens de fravænnede smågrise bliver tilbage i stien. For smågrisene ændrer der sig altså ikke meget. »Den frie opdrætsboks er blevet grundigt afprøvet hos os og er enkel i sin opbygning. Den er udtænkt af landmanden og udformet med udgangspunkt i dyrets behov«, fortæller Brummelhuis til svineproducenterne.
»For mig ligger succesen med friløbsopdrætsbåse i enkelheden: det gode overblik under kontrolbesøg, den lette håndtering, fodringen, hvor smågrise og soer spiser sammen, ingen fravænningskrise, mindre skyllevand, lavere opvarmningsomkostninger og naturligvis dyrenes velfærd. Smågrise og soer kan nu bedre udleve deres naturlige adfærd. Forudsætningerne er dog en rolig so med gode og stærke ben, så hun har styrken til at lægge sig roligt ned uden at falde sammen, og naturligvis robuste, livlige smågrise.”
Test af friløb
De første fritgående farestier, som Brummelhuis afprøvede på sin egen bedrift, var Pro Dromi-farestierne, men da »nanny’erne« ikke passede ind i farestier-opdrætskonceptet, udviklede svineproducenten sin egen fritgående faresti. I teststalden med seks farestier har han i to år fra 2014 af afprøvet forskellige opstillinger. I løbet af disse to testår har Brummelhuis sammen med blandt andre Nijenkamp forbedret den frie farestald, og nu er der et system, der fungerer godt i praksis og er ryddet for alle unødvendige elementer. I december 2016 blev den nye fritgående farestald med 11 afdelinger og 22 bokse pr. afdeling indviet.
Brummelhuis: »Onsdag spuler vi farestallene rene, og torsdag sætter vi 22 søer ind. Vi starter en ny runde og sætter søerne ind i en bås med plads til 22 søer. Det foregår helt roligt, og alle 22 søer sættes ind på én gang. Gitrene er nemme at betjene. Om mandagen spærrer vi søerne midlertidigt inde, og temperaturen i afdelingen er da 22 grader Celsius. I løbet af ugen bliver smågrise født. Torsdag, når de sidste smågrise er født, sænker vi temperaturen til 19 grader Celsius. Fem til syv dage efter fødslen må soen igen gå frit omkring. Indtil da er smågrise i sikkerhed i smågrisenesten. Smågrise og soen vil gerne være sammen, og derfor er smågrisenesten placeret ved soens hoved.”
Den innovative opdrætter havde oprindeligt sat søerne fri allerede efter tre dage, men da det viste sig, at dødeligheden derved alligevel blev lidt højere, lader han dem nu være indespærret lidt længere.
»Fraværet hos os svarer til den tidligere situation og til andre fødestuer.«
Et vigtigt aspekt ved friløbsstier er samspillet mellem so og smågrise, hvilket giver dem mulighed for at udvise mere naturlig adfærd, såsom at lære at spise. »Det kan man se, når soen spiser; så vil smågrisene også spise,« forklarer underopdrætteren. »Det gør de allerede efter tre dage. Derfor har vi helt bevidst valgt de lave VERBA KZB-serien af feeder-enheder valgt. Spild af foder er minimalt, hvilket fremgår af undersøgelser af foderrester i gyllebeholderen.”
Når foderet ligger højt i fodertruget, spildes der mere, fordi soen ud fra et naturligt instinkt vil give foderet til smågrise og derfor skubber foderet ud over trugets kant.
Fodervaner i fritgående farestald
Brummelhuis er ikke den eneste taler på Roadshowet. Anouschka Middelkoop, forsker i svinenæring hos Schothorst Feed Research (SFR), forklarer om de friløbsfødselsbåse hos SFR og derefter om »spise sammen, lære sammen« i relation til smågrisenes spiseadfærd i friløbsfødselsbåse. Hos SFR forbliver soen fastbundet i cirka fire dage efter fødslen, hvor der anvendes et vægtbalancerende gulv under soen. Dette hæves, når soen rejser sig.
»Efter overgangen til en friløbsfødselsstald med selvudlignende gulv så vi et fald i andelen af døde grise fra 6 til 4,3 procent, og det er lykkedes os at sænke dødeligheden i fødselsstalden. Vi fravænner skiftevis efter 30 dage, hvorefter grisene flyttes til fravænningsstalden. I modsætning til Brummelhuis bruger vi høje foderskåle. Det skyldes, at vi som forskningsbedrift ønsker at vide og måle, hvad smågrisen spiser, og hvad soen spiser. Friløbsfødselsbåse giver dog mange ekstra muligheder for at lade smågrise lære at spise ved hjælp af soen. Der er også flere anvendelsesmuligheder for at tilbyde forskellige fodertyper.”
Middelkoop fortsætter sin fortælling: »I naturen ser vi, at smågrise begynder at søge føde og udforske omgivelserne på dag 5. På dag 10 spiser smågrisen og soen allerede sammen, og smågrisene lærer af soen, hvad, hvor og hvordan de skal spise. Dette kan man anvende i farestallen ved hjælp af et familie-fodringssystem, for eksempel ved at fodre soen i en lav foderskål.” Med et familie-fodringssystem i stedet for en høj foderskål har man ifølge Middelkoop flere muligheder for, at smågrisen kan se, hvad og hvordan soen spiser. »En smågris er mere tilbøjelig til at begynde at spise, når de andre grise er ved foderskålen. Desuden vil smågrisen gerne spise det samme som de andre. I undersøgelser med et familie-fodringssystem lærer 73 procent af smågrise derfor at spise inden fravænning, og de lærer det især i en yngre alder. Dette kan føre til et højere foderforbrug og bedre vækst.”
Bedre fordøjelse og effektivitet
Ved at begynde tidligt med at give fast foder til diegivende smågrise får de ikke blot tid til at lære at spise fra soen, men tarmene får også tid til at udvikle sig ordentligt og tilpasse sig denne ændring i ernæringen. Det er derfor vigtigt at give det samme smågrisefoder omkring fravænningen, fordi smågrisen og tarmsystemet er vant til det. Middelkoop: »At smågrise derudover spiser sofoder, er slet ikke noget problem. Det er endda en fordel, for når de spiser sofoder, bliver tarmvipperne længere, og dermed bliver tarmoverfladen større. Den større tarmoverflade sikrer en bedre fordøjelse og effektivitet.«
Desuden har Middelkoops ph.d.-undersøgelse vist, at man kan øge smågrisenes foderindtag ved at tilbyde flere forskellige fodertyper. Ved at give smågrise mulighed for at spise af modersvinets mælkefoder sammen med modersvinet, ud over at de får smågrisefoder i deres egen skål, vil det samlede indtag af fast foder være højere. Dette sikrer en god start efter fravænning og nogle gange endda en højere fravænningsvægt. For at få smågrise til at spise er det desuden vigtigt, at foderet udskænkes frisk; store foderklumper kan hjælpe smågrise med at mestre de motoriske færdigheder, og det kan være en fordel at tilbyde foderet vådt i starten.
Brummelhuis følger stort set de samme principper som Middelkoop. For eksempel har smågrise adgang til VERBA-seriens foderskål (KZB), da den står på gulvet, og allerede efter 5 dage får smågrise en lille skål med det samme smågrisefoder, som de også får efter fravænning. Ifølge svineproducentens erfaring tager smågrise først de store stykker ud af foderskålen. Da smågrise og søer selv holder VERBA-foderskålen ren, har smågrise altid adgang til frisk foder.
Moderegenskaber
Genetik og fritgående farestier hænger lidt sammen, for netop fordi soen går frit omkring, skal hun være rolig og have gode moderlige egenskaber. Det kan avlsorganisationerne udvælge efter. I sit nye innovationscenter Innova i Canada gennemfører Topigs Norsvin en undersøgelse af fritgående farestier. Hvorfor? Avlsorganisationen er overbevist om, at den fritgående faresti er fremtiden og vil blive fastlagt i lovgivningen. »Vi avler altid med blikket rettet mod fremtiden,« fortæller Lisette van der Zande, forsker hos Topigs Norsvin. »For avl tager tid. Det betyder også, at vi skal holde øje med, hvad lovgivningen kommer til at indebære inden for dyrevelfærd, og tilpasse vores genetik hertil. Vi undersøger derfor også brugen af fritgående farestier, og i Canada har vi Prodromi. Jeg undersøger smågrisenes og soernes adfærd i de fritgående farestier samt risikoen for højere udfald. Nogle gange lader vi søerne gå frit efter en dag, eller også spærrer vi dem slet ikke inde. Her er interaktionen mellem pattegris og so vigtig. Hvorfor kan der være en højere dødelighed? Det kan skyldes en klodset so, men det kan også have at gøre med pattegrisenes vitalitet. »Vi kan udvælge på avlsværdien for moderlige egenskaber.« I Canada er der monteret kameraer til at følge adfærden, og disse kan Topigs Norsvin-forskeren se på når som helst i Nederlandene. Forskningen har til formål at udvælge genetik og inddrage dataene i avlsprogrammerne. Det, Van der Zande ser i de fritgående farestier, er, at jo højere avlsværdien for moderegenskaber er, jo lavere er smågrisedødeligheden. »Den effekt ser vi især i de fritgående farestier og ikke i standardstierne. Dødeligheden i de fritgående farestier ligger nu på samme niveau som i standardstierne. Med kameraerne registrerer vi interaktionen mellem smågrise og so. Hvor ofte, hvor og hvad. På den måde kan vi målrette indsatsen mod adfærd med det formål at reducere dødeligheden. Vi har dog i årevis udvalgt efter moderlige egenskaber, men i en fritgående farestald er det ekstra vigtigt.”
Dem, der ligger på maven, er døde
Alligevel viser undersøgelsen allerede nu andre opmuntrende resultater. »Vi ser, at soens kropsholdning er en indikator for, om der senere vil være en høj eller lav udfaldsprocent. Søer med én eller flere døde smågrise ligger tilsyneladende oftere på maven. Hvorfor? Måske har det noget med benene eller yveret at gøre. Hvis de har yverbetændelse, ligger de nemlig også ofte på maven. Det kunne vi allerede konstatere før faring, og det kunne bruges som et ledelsesværktøj. Desuden er det især de små smågrise, der dør.”
Det er bemærkelsesværdigt, at Brummelhuis har stort set samme erfaring. Søer, der har en høj dødelighed i et traditionelt farestald, viste sig også at have en højere dødelighed i det frie system, og omvendt. Måske har genetikken alligevel en vigtig indflydelse på dødeligheden end blot farestaldssystemet. For Brummelhuis er den frie opdrætsstald alligevel den ideelle farestald. »I hvert fald for os. Nøgletallene er de samme som i den gamle situation, og det er meget mere afslappet at arbejde. Dødeligheden er altid et fokuspunkt, og derfor udvælger vi også vores søer ud fra dette kriterium.«
